Giv sportsudstyr og børnetøj nyt liv
Søndag den 6. september kl. 13.00-16.00 inviterer Stouby Multihus til genbrugsmarked i hallen.
Her kan man sælge eller bortgive brugt sportsudstyr og børnetøj, som ikke længere bliver brugt derhjemme. Formålet er at give tingene nyt liv, støtte bæredygtigheden og samtidig gøre det nemt for flere familier at finde gode ting til en god pris.
Det er gratis at være sælger. Multihuset sætter borde op til dem, der har tilmeldt sig, og man skal selv komme og gøre sin bod klar. Der er åbent for opstilling fra kl. 12.30.
Som sælger må man gerne selv være til stede ved sin bod, men det er også muligt at stille en bod op med høflig selvbetjening og betaling via MobilePay. Der vil være repræsentanter fra Multihuset i hallen under hele arrangementet.
I løbet af dagen kan der købes vand, sodavand, kaffe, te og kage.
