I forbindelse med præsteskiftet skulle der tages stilling til, om vi fortsat ønsker bopælspligt i forbindelse med stillingen, og her var menighedsrådet ikke i tvivl: Vi vil beholde præsten i vores midte for at fastholde den synlighed, Poul Erik har stået for.
Provstiudvalget opfordrede os til at tænke os godt om; et præsteskifte giver en god mulighed for at tage alt op til fornyet overvejelse. Dette gælder i forbindelse med de ønsker, vi har til den nye præst, men ikke mindst i bestræbelserne på at gøre embedet så attraktivt som muligt. Det er ingen hemmelighed, at der er præstemangel, og indledningsvis var det derfor planen at igangsætte de fornyelser og renoveringer, der var nødvendige for at hæve præstegården til en standard, der kunne bidrage til at tiltrække den bedste kandidat. I løbet af drøftelserne kom det imidlertid på banen, at det også var en mulighed at sælge præstegården og finde en ny præstebolig.
At sælge præstegården er ikke noget nemt valgt, men som det er fremgået af dagspressen, traf et enigt menighedsråd efter alvorlige overvejelser beslutningen om at sælge både præstegård, jord og skov og herefter finde en passende bolig i enten Stouby eller Hornum. I Stouby viste der sig at være egnede boliger til salg, og Mikkels Vej 8 blev valgt. Håbet er, at vi med en moderne bolig i sognenes største by, hvor mange aktiviteter som bla. skole, børnehave og multihus er samlet, vil give præst og evt. familie de bedste muligheder for at falde godt til og knytte bånd til menigheden, også andre steder end i kirken.
At sælge kirkens ejendom og købe nyt er et omfattende arbejde, og først her med udgangen af januar er der en afklaring: Provstiudvalget har givet tilladelse til, at vi kan føre de ønskede planer ud i livet. Det betyder, at vi i første omgang kan købe Mikkels Vej 8, og sætte præstegården og jorden til salg. Vi har pt. 4 ejendomsmæglere i spil til salget og regner med senest i løbet af uge 6 at have valgt den mægler, der går i gang med at forberede det offentlige udbud, som regler kræver, at vi bruger som salgsmetode.
Skoven sælges ikke umiddelbart, men det kan blive en nødvendighed, hvis der bliver et større underskud i forhold til køb af præstebolig og salg af præstegård/jord. Hvis mæglernes bud på indtægt på salget holder, bliver det ikke nødvendigt at sælge skoven, men det ved vi i sagens natur ikke endnu.
I menighedsrådet håber vi at kunne imødekomme de henvendelser, vi har fået om anvendelse af skoven til rekreative formål. Det vil samtidig f.eks. kunne være vores lokale bidrag til biodiversiteten og klimaindsatsen at udlægge skoven til urørt skov. Det vil der blive arbejdet med, når boligsalg/-køb er på plads, og når en ny præst er fundet og indsat, så menighedsrådet har luft til at arbejde seriøst med skoven. Planen er indledningsvis, at vi vil bede lokale ildsjæle danne en ”aktivitetsgruppe”, da der i menigheden er flere, der har gode idéer til, hvad man kan bruge skoven til. Menighedsrådet ser meget positivt på nye tiltag, men vil behøve nogen udefra til at bidrage med idéer og arbejdskraft.