27. november 2022:
Fejringen af præst Poul Erik Sørensens 35 års jubilæum blev også den flotte afskedsfest, menigheden og menighedsrådet havde ønske at give Poul Erik, nu hvor han går på pension efter at have tjent Stouby og Hornum sogne så godt i de mange år.
Billedtekst: Iført messehagelen for sidste gang førte Poul Erik os trygt gennem gudstjenesten.
Billedtekst: Formand for menighedsrådet Marianne Kjerkegaard giver Poul Erik et par ord med på vejen. I forgrunden til højre kirkesanger Jens Jørn Hansen, der efter 38 års ansættelse i kirken valgt at stoppe samtidig med Poul Erik.
Godt 150 personer, herunder samtlige ansatte ved de to kirker, deltog i denne allersidste af mange, mange gudstjenester fra Poul Erik. Inden gudstjenesten kunne man spore lidt uro hos ham, men da det gik løs, blev alt afviklet med vanlig sikkerhed i et flot setup: I dagens anledning var orglet suppleret med trompet, og samtlige kirkesangere (suppleret med den organist, der ikke spillede 😊) sang. De overraskede desuden Poul Erik med en smuk sang, specielt valgt til ham.
I løbet af gudstjenesten blev der også lejlighed til at takke kirkesanger Jens Jørn Hansen for 38 år i kirkens tjeneste; i perioden er det blevet til job som gravermedhjælper, graver, menighedsrådsmedlem og medlem af provstiudvalget, og i hele perioden har han samtidig fungeret som kirkesanger. Jens Jørn har valgt at stoppe sammen med Poul Erik; som han siger: ”Jeg vil hellere selv gå, før jeg bliver bedt om det”. Det havde vi dog endnu ikke overvejet 😊. Jens Jørn modtog en buket og en velfortjent klapsalve fra menigheden, før han måtte tilbage i koret og slutte sin sidste gudstjeneste sammen med sine kolleger.
Efter gudstjenesten indbød menighedsrådet til afskedsreception i Multihallen. Mere end 130 gæster dukkede op og sendte Poul Erik godt på pension, og Jørgen Rasmussen fra menighedsrådet styrede slagets gang med sikker hånd: Der var taler fra fung. provst Anders Dalgaard, ligesom menighedsrådsformanden og flere lokale valgte at hylde Poul Erik med nogle velvalgte ord, anekdoter, sjov og ikke mindst taknemmelighed for både hans kirkelige virke og den store indsats andre steder i lokalsamfundet.
Kristian Bisgaard (organist i Barrit) spillede dejligt musik for os og førte an i de tre fællessange, der blev sunget. Medlemmer af menigheden havde desuden sammen med menighedsrådet bidraget til en ”mindevæg” for årene. Der var stået på hovedet i lokalarkiv, Stoubybladet, google og folks egne, private foto og historer – tak for de gode bidrag, som blev studeret flittigt i løbet af receptionen.
Poul Erik var glad og taknemmelig efter dagens begivenheder; som han selv sagde, så blev dagen præcis, som han kunne have ønsket sig – og det, selvom han ikke havde få lov til at bestemme ret meget for én gangs skyld!
En stor tak fra menighedsrådet til alle, det valgte at bruge en søndag på at få sendt Poul Erik så flot og festligt afsted; det havde han i den grad fortjent.